Gå til hovedindhold

Akuttelefonen

Akuttelefonen, der varetages af Center for Handicap og Psykiatri i Næstved Kommune, tilbyder hjælp, støtte og rådgivning til dig der har det psykisk svært og/eller er i akut krise. Alle der er over 18 år og bor i Næstved Kommune, kan benytte sig af Akuttelefonen, der er åben alle ugens 7 dage fra kl. 8.00 til 23.00.

Hvis vi ikke lige svarer telefonen, så indtal gerne en besked, så ringer vi tilbage.

Indhold

    Hvad kan vi hjælpe med?

    Vi tilbyder hurtig telefonisk hjælp i en pludseligt opstået krise. Det kan for eksempel være en akut opstået situation fx forårsaget af: skilsmisse, dødsfald i nære kontakter, økonomiske vanskeligheder, stress og/eller sindslidelse. Det er din oplevelse af situationen, der har betydning. Du kan også ringe hvis du er pårørende, nabo mv. til et menneske, som har brug for hjælp. Vi tilbyder at lytte til din situation, samt yder rådgivning  og vejledning. I tilbuddet hjælper vi dig også gerne med at få kontakt med andre hjælpende instanser, hvis dette er relevant.

    Sådan foregår det

    Når du ringer til Akuttelefonen, får du en støttende og afklarende samtale, med en medarbejder fra Handicap og Psykiatri i Næstved Kommune. Sammen får I indkredset, hvad din henvendelse drejer sig om og vi prøver at tilbyde dig den bedst mulige hjælp eller henvisning til hjælp. Målet er, at du med den rette hjælp hurtigt genvinder kontrollen over din situation og at vi sammen kan hjælpe dig videre.

    Vi ved at der i nogle tilfælde kan være behov for flere telefonsamtaler i forbindelse med en henvendelse til Akuttelefonen. I første omgang lægger vi en plan sammen fra dag til dag, så du er tryg ved at du ikke slippes eller sendes videre uden en plan. Sammen afklarer vi også om der er personer i dit netværk, eller fagpersoner (f.eks. egen læge, bostøttemedarbejder, distriktssygeplejerske, sagsbehandler etc.) der skal inddrages, samt hjælper dig med at dine muligheder øges, for at håndtere nye situationer, der ellers ville kunne føre til en ny krise.

    Du kan henvende dig anonymt

    Når du ringer til Akuttelefonen, kan du gøre det anonymt, hvilket vil sige at du ikke behøver at oplyse personlige data om dig selv. Akuttelefonen tilbyder udelukkende telefonisk samtale og støtte til at komme videre. Vi tilbyder IKKE samtale med læge, psykolog eller sagsbehandler. Vi råder IKKE over hverken medicin eller kontanter.

    Hvis vi ikke besvarer dit opkald, bedes du indtale navn og telefonnummer, så ringer vi hurtigst muligt tilbage.